Praktik

Individ, instituion og samfund v. Dorte

Introduktion:

Vi blev introduceret til gode internetsider og bogen Samfundet i Pædagogisk Arbejde. Vi talt lidt om syn på børn. Er de tomme tavler, der bare skal fyldes viden på? Eller ”blomster” der har potentiale til alt, og pædagogen ”solen” der skal skinne på dem? Er barnet født syndigt (religiøs opfattelse) eller uskyldigt?

Pædagogik v. Jette

Introduktion til pædagogik:
Grafisk figur - pædagogik: Blackboard> læringsspor >reply til tråden Amalie H Andersen> vedhæftet fil

Pædagogik v. Andre´

Introdagene:

André snakkede om kompetence: evnen til at gøre det rigtige på det rette tidspunkt. Pædagogens rolle er at tilegne sig faglig viden, der kan fungere som grundlag for ens argumenter modsat at tage udgangspunkt i ens personlige følelser.

Han fortalte om teori som begreb. Teori (ordet oprindeligt beslægtet med ordet teater) er at betragte, beskue og iagttage. En teoretisk position er at være tilskuer til et drama på scenen – at trække sig ud af en situation og beskue.

Vi var inde på begreberne ireni kontra polemik. I fremmedordbogen støder jeg kun på ordet irenik, som er stræben efter fredsstiftelse, som også var det André forklarede. Den konfliktsky ireniker, der hellere vil have ro/hygge/fred end konfliktløsning modsat polemikeren, der aldrig går af vejen for debat. – I denne forbindelse fik jeg lyst til at give min afdelingsleder noget Løgstrup-litteratur.

Pædagogik v. Casper

Introdagene:

I de første timer med Casper blev vi introduceret til emnet etik. Hvad er et godt liv, og hvem vurderer det? Vi snakkede om, at det kun er den enkelte person, der kan vurdere det, men at opfattelsen af det gode liv er subjektivt. Vi blev præsenteret for to teorier, hvoraf den ene er livet fuld af nydelse, som også er en subjektiv og kulturelt betinget størrelse. ”Hvad nyder jeg?”, eventuelt med udgangspunkt i livets betingelser (f.eks. set i et kulturhistorisk perspektiv). Den anden teori er livet med mening, altså det at realisere sine værdier giver mening for én. Eksempelvis socialt arbejde – ”at gøre noget (for nogen)”. Man tager ansvar for eget liv = selvbestemmelse. Her gjorde jeg mig nogle tanker i forhold til mennesker, der ikke kan tage ansvar for eget liv, i hvert fald i den forstand, at de ikke er i stand til (rent praktisk) at realisere deres værdier, og det at skulle vurdere, hvornår der er tale om hjælp til selvhjælp kontra magtanvendelse.

Her må man anvende det begreb, der blev introduceret, nemlig procedureetik: At træffe en beslutning på baggrund af etik-teorier.

Dansk, Kultur og Kommunikation v. Linda

Noter fra seminar 7.-8. marts:

Piaget: Børn er bedre motorisk end sprogligt (godt med fakter i sange). Højre hjernehalvdel mere aktiv hos småbørn: Musik, empati, samspil m.m. Venstre: Matematisk, sproglig m.m.

Adaption (ligevægt) gennem:
1) Assimilation => på niveau med det man skal erkende/ved hvad man snakker om (assimilativ viden)
2) Akkomodation => ikke på niveau med det, der skal erkendes
Assimilation <--> akkomodation => dialektisk forhold/proces => korrespodence ml. disse, f.skl. forhold spiller ind
Dialektik=> to forhold kan ikke forstås uafhængigt af hinanden

-> Som pædagog må man derfor tilrettelægge et miljø med både assimilation og akkomodation

Vigotsky: Miljøet betyder mere for barnets udvikling end barnet selv.
Zonen for nærmeste udvikling: I-----I => Feltet for hvad barnet er i stand til. Ram inden for dette. Der må gerne være plads til udvikling.

Musik/sprog:
Lyd/toner
Rytme/betoning
Tempo
Dynamik
Fraser (opdelinger)
Prosodi

Barnet forstår det prosodiske først - især hos moderen - de hører melodien i moderens stemme i maven under graviditeten --> viser sig senere i livet (også andre lyde de har hørt)

Resume over personlig læring af arbejdet med casen ”telefonlegen”:

Dansk, Kultur og Kommunikation v. Lis

Seminar 1.-3. februar:

Vi blev introduceret til semesterets tema ”Børns vitser” og til forskellige kulturtyper. Kultur for nogen, som er den dannende kultur. Man lærer kulturen at kende ved at læse bøger, gå i teateret, kunstmuseer m.m. Man beskuer den. Kultur med nogen er den på forhånd konstruerede kultur – nogle opsatte rammer hvor forinden man kan udfolde sig. Et eksempel kunne være at lave gækkebreve. Egenkulturen er den kultur man selv skaber. Derfor er den konstant dynamisk og i forandring. Den er, i dagliginstitutioner, for øjeblikket truet pga. den pædagogiske overvågning, der hæmmer eller lammer den frie udvikling. Også den opdeling der er af børn, betydende at mange udelukkende er i berøring med ens egen aldersgruppe, forårsager mangel på inspiration og direkte lærdom fra de ældre børn til at være børn. For den voksne pædagog lærer barnet at være voksen.

Børns mundtlige legekultur

Noter til tekster om Børns mundtlige legekultur

”Man kan også bare finde ud af nogen” – om børns brug af ”umulige” gåder.

Mindre børns brug af gåder og vittigheder på baggrund af indsamlet materialer, iagttagelser og interviews. Typisk bruger små børn gåder og større børn vittigheder, da vittigheder sætter store krav til fortælleren.

Der er tre hovedgrupper: a) De fuldkomne a) De kiksede c) De ”umulige” (at gætte)

De ”umulige” adskiller sig fra traditionen indholds- og formålsmæssigt. Udgangspunkt i teksten: Æstetiske udtryk. De har en meningsfuld brugsværdi i nuet.

Brian Sutton-Smiths undersøgte i 1960 børns gåder og inddelte dem efter typen af sammenhæng mellem spørgsmål og svar, et problem er dog, at han ikke gav situationsbeskrivelse.

Førgåder (ca. 1/3 i undersøgelsen): Børnene mestrer den traditionelle spørgsmål-svarstruktur, men ikke genrens konvention om sammenhæng. Det er i stedet en leg, hvor man gætter med. Det er kommunikation barn og voksen imellem med uforståenhed fra barnets side, der afbilledes.

For barnet handler gådefortællingen også om at være i fortællerrollen, hvori man kan sætte dagsordenen og komme i centrum – altså et magtaspekt.

Ifølge Ivar Frønes opbygger børn fællesskab gennem humor.

Svar udspringer af viden, erfaring, sprog fra hverdagslivet, men også æstetisk erfaring med gåder.

Børn interesserer sig for sproglige, logiske og filosofiske spørgsmål. De udforsker klassifikationsproblemer.

”Tilfældige” svar kan have en motivation:

• konkret oplevelse

• inspiration fra fiktion

• børns fælles koder

• øvelse i klassifikation

• fremvise personligt tema

I situationer:

> Lattervækkende – forestille sig noget – gåden som initiativ med latter som målet

> Legalisere brugen af ”frække” ord

> Invitation til leg – for legens skyld – bringer emner til samtale på banen

> Personligt projekt (ex. skabe fællesskabsfølelse i en gruppe)

> Udfordre magtforhold (ex. med isen) – fortælle om de barnlige ønskedrømme

Gåden kan spille en stor rolle i forhold til etablering af fællesskab ved hjælp af dens ping pong kommunikation, der giver forudsætning for samvær. Samtidig får den bevæget børnene fra det personlige projekt til et fortolkningsfællesskab med fælles koder.

”Antropologisk viden om børn”

Når man har børn som objekt for undersøgelse, må man holde sig for øje, at børn er forskellige, og at barndom ikke er en entydig størrelse, men derimod varierende det enkelte barn imellem. Børn må ses som et individ i en kontekst med på forhånd skabte kulturer, sociale forhold m.v. samt i relation til andre mennesker, og man må altså lytte til barnets udsagn og sammenkoble disse med omgivelser og betingelser. Således er en sociologisk indgangsvinkel essentiel i det antropologiske arbejde med børn.

Om mundtlig legekultur

I børnenes mundtlige legekultur spiller barn-barn relationen en stor rolle, men også familien har indflydelse på den. Eksempelvis når barnet skal lære at være i en fortællerrolle og mestre vitsefortælling.

Vitser har mange funktioner, deriblandt en social funktion. Den kan altså bruges i en kontekst med andet formål end bare at fortælle en vits – en skjult dagsorden. Vitsen kan også bruges til at kommentere på tendenser i samfundet og børns opfattelse af disse. Ex. tabubelagte emner. I en børnekultur bruges vitserne til at definere de sociale relationer, idet ingen voksen har skabet ”spillereglerne” på forhånd. En anden anvendelsesmulighed er uforpligtigende leg med sprog, altså fis og ballade, samt konkurrence.

Pædagogen må afveje børnenes udsagn ud fra hele situation – de enkelte børn og deres relationer -, men børn besidder normalvis evnen til at føle empati og har situationsfornemmelse, så ingen grund til panik.

Den gode fortæller har et repertoire og fornemmelse for situationen. En (gammel) undersøgelse viser bestemte tendenser ud fra de menneskelige relationer, fora, køn m.m.

Skal pædagogen blande sig i børnenes mundtlige legekultur?